Er du alt for langt væk fra dig selv og trænger til at finde tilbage?
Mit ønske er at bringe Regnbuemeditationen ind i dit liv på en interessant, afslappende og sjov måde og kærligt give dig indsigt i, hvad den kan give dig af ahaoplevelser.
Regnbuemeditation er en rejse igennem dig selv. Igennem det røde chakra, hvor du mærker din jordforbindelse og dine rødder forgrene sig tilbage til dit ophav, igennem det orange chakra, hvor du mærker din væren i verden i forhold til familie, venner og arbejdsrelationer og igennem det gule chakra, hvor du mærker dit autentiske jeg af selvværd og selvtillid.
Fra det gule chakra går rejsen videre igennem det grønne chakra, hvor du mærker din iboende kærlighed og omsorg for andre mennesker, igennem det blå chakra, hvor din kraft og styrke finder sin stemme og igennem det kongeblå chakra, hvor din visdom og dit intellekt udfolder sig. Herfra bevæger du dig ind i det violette chakra, hvor erkendelsen finder fodfæste og ender i det magentafarvede chakra, hvor inspirationen kommer til dig fra den åndelige verden.
Når vi fungerer optimalt, er vi sunde og raske, men ind imellem mister vi fodfæstet og har brug for at rejse os op igen. Regnbuemeditation er et redskab til at finde tilbage til vores autentiske jeg, hele os selv og udleve vores fulde potentiale.
Farver har altid fascineret mig og det har jeg bygget regnbuemeditationen op omkring.
En kursusdeltager fortæller:
Det er en kold efterårsdag, da jeg træder indenfor hos Lajla Glumby på Life Journey Institute. Lejligheden er oplyst af stearinlys, og jeg omfavnes af den varme atmosfære, da jeg træder ind fra efterårsmørket udenfor.
Lajla byder mig og de andre kursister velkommen med et hjertevarmt knus og beder os tage plads i meditationsrummet, hvor hun har anrettet nødder, chokolade, appelsiner, te og kaffe til aftenens session.
Stedet føles som et fristed midt i hverdagens travlhed. Her er ikke fokus på karriere, pligter eller informationsmedier. I stedet er vi for en stund overladt til os selv og vores indre.
Lajla starter sessionen med at fortælle om aftenens chakra og guider os derefter ind i meditationen ved hjælp af visualiseringsøvelser. Herfra kan vi danne os vores egne mentale billeder af vores indre. Nogen ser deres rødder flyde rundt i vand, mens andres har forviklet sig ind i hinanden og skal redes ud. Efter meditationen analyserer vi vores billeder sammen med Lajla. Indblikket i hinandens forestillingsverdner giver meditationen ekstra dybde, og åbenheden over for hinanden gør oplevelsen særligt ærlig.